... men han brændte mere for at fortælle historier end for at fodre svin og malke køer. Han var da heller ingen stor farmer. Men han var en varm og kærlig bedstefar, og han var en fantastisk fortæller.
Som inkarneret
liberalist levede han efter princippet: Noget for noget.
Heldigvis havde jeg fundet en betalingsform med gennemslagskraft. Når
bedstefar satte sig i sin yndlingslænestol om aftenen efter endt dont,
fandt jeg en blød friserbørste frem og klatrede op på kanten af stolens
slidte ryglæn.
"Hokus, pokus" og den småblomstrede skærm på læselampen
blev forvandlet til en tørrehjelm. Ved sammen trylleslag blev
bedstefars næsten skaldede isse til en vældig hårpragt.
Når han lod fortællingen flyde, glemte jeg, at jeg var en ganske almindelig og lidt for buttet gennemsnitspige i en lige så gennemsnitlig lille jysk provinsby. Bedstefar fortalte, så længe frisøren holdt ud. Og jeg redte, touperede og curlede hans 17 grå, til mine skuldre værkede.
Han døde, længe før jeg blev voksen, men det er hans fortjeneste, at historierne er blevet en uundværlig del af mit liv. Som barn og ung strejfede det mig dog aldrig, at man kunne leve af at fortælle. Det lå i luften, at jeg skulle få mig en god og solid uddannelse og derefter et godt og fast job.
Jeg
fik faktisk en ganske pæn fysioterapeuteksamen og arbejdede som
terapeut i en årrække. Havde det ikke været for en ret banal
episode, så listede jeg måske stadig halvsovende rundt på Aalborg
Sygehus med massageolie og tyngdelod i kittellommerne. Den dag mit arbejdsliv tog en markant drejning, behandlede jeg
en midaldrende kvinde, der led af en frossen skulder. For at sikre mig, at
jeg kunne holde mig vågen under den kedsommelige terapi, havde jeg lokket
patienten til at sidde i afdelingens åbne gymnastiklandskab. Efter alle
kunstens regler hev og sled jeg i konens skulder i den halve time, jeg
havde afsat. Efter endt behandling udbrød hun så højt, at resten af den
fyldte gymnastiksal fik det hele med:
"Jamen, det er da nu godt nok den anden skulder, det er galt med!"
Lige der - i gymnastiksalen på Aalborg Sygehus - besluttede jeg mig. Når nu jeg ikke kunne samle mine tanker om mit arbejde, så måtte jeg samle mit arbejde om mine tanker!
Nogle få måneder efter trak jeg de blå terapeutbukser af for sidste gang og satte mig i min bedstefars imaginære øreklapstol. Jeg ville bruge mit arbejdsliv på at fortælle. Såvel om damer med frosne skuldre som om mænd med brændende hjerter.
Her 17 år efter sidder jeg stadig i øreklapstolen. Og jeg sidder godt. Jeg havde nok forestillet mig, at sådan en flyder var mere bekvem at sidde i, men ad åre er jeg på alle måder blevet bedre polstret. Min beslutning fra 1991 har vist sig at være endegyldig. Som min bedstefar dur jeg ikke til at fodre svin og malke køer, men jeg kan fortælle historier om dem, der gør.
Læs mere:
Det er som det altid har været
alfabetet er mit bedste legetøj
Jeg vil lege med det
lige til det bliver for mørkt
til at jeg kan se det.
Ukendt digter